Udstillinger udvikler ofte deres egen logik, som en effektiv maskine der kører. Det har vi oplevet med The Mindcraft Project, der kunne skifte over til et virtuelt format. Man kan spørge sig selv, om det ikke bygger på, at de er kørt i gang som fysiske, tilbagevendende begivenheder? – Hvor publikum har haft en forventning til format og indhold, såvel som til overraskelser og nyheder. Anni Nørskov Mørch piller ved et ømt punkt angående krav om, at man kun kan sende forslag til Biennalen, der ikke har været vist før. Det kan opleves som en kunstig begrænsning for både udstillere og kuratorer. Især hvis de har været vist på digitale platforme, der også er ved at være en fast del af Designinstitutionen.
Det berører også en diskussion fra den periode, hvor de store udstillingsmaskiner virkelig blev kørt i gang. Både MoMA og Milano Triennalen, som Bruhn skriver om, samt Snedkerlauget og Landsforeningen herhjemme lavede tilbagevendende udstillinger, der skabte stor opmærksomhed – og stærke forventninger til stadige nyheder. Når nogle processer tager lang tid, enten som eksperimenter eller produktudvikling, så kan det virke som et kunstigt pres at hoste op med nyheder år for år. Nyheder for nyhedens skyld, i værste fald. Det var centralt i debatten om Brugskunst på afveje i Arkitekten 1962, hvor Arne Karlsen og Børge Mogensen anklagede flere kolleger for at ligge under for medieopmærksomhed og kommercielle interesser. Producenter og udstillinger kørte opmærksomhed og forventninger højere og højere op – for det var jo deres funktion. Per H. Hansen har ligefrem kaldt det et ’modesystem’ og peget på, at det var udstillinger og strategisk markedsføring, der skabte et hjemmemarked og fik dansk design videre ud i verden.
Poul Henningsen luftede sit eget syn på denne ’maskine’ i Tanker om et skohorn, Mobilia 1960. På den ene side ville han ikke ligge under for et pres, der gik imod de egentlige, sociale opgaver. ”Det kan næppe være rigtigt, at de fleste af os skal tvinges til at levere nyheder til så godt som hvert års udstillinger.” På den anden side var der et momentum i den store opmærksomhed, der måtte bruges til noget konstruktivt. ”Men nu står vi i den store situation at kunstindustriens teater er fuldt. Der sidder en forventningsfuld tilskuer på hver stol.” Han anerkender her, at vi må skelne mellem en eksperimenterende og en klassisk kunstindustri, hvor den eksperimenterende (eller revolutionære, som han også kalder den) må udfordre os og levere overraskende nyheder til udstillinger. Mens den klassiske tager de seje træk med at udvikle hverdagsvarer. ’Gode ting til hverdagsbrug’ skabes ikke til den type opmærksomhed og kan ikke drive ’maskinen’, selvom mange udstillinger om dansk design har haft netop det omdrejningspunkt.
Arrangører og kuratorer bag de faste udstillinger må altså overveje nøje, hvor nyhederne skal spille ind. Der er mange forventninger, både til kontinuitet og brud, faste formater og overraskelser. Johan Carlsson skriver som udstillingsarkitekt mere om de permanente udstillinger og påpeger, hvordan de må udvikles og opleves som rumlige fortællinger. Selvom genstande og kategorier måske stritter i mange retninger, så danner udstillingen en begivenhed og en fortælling. En fortælling om Danmark mellem tradition og modernitet, om fordybelse og isolation under pandemien, om møder mellem materialer og digital teknologi. Opmærksomheden skal bruges til noget, så længe publikum ønsker at få de fortællinger.
Således lød startskudet til andet tema om designudstillinger.
I de kommende uger udgiver vi følgende artikler:
Milano, New York, Toronto … Da udstillingsmaskinen satte i gang af Susanne Bruhn
Mindcraft og verden er et andet sted af Charlotte Jul
Udstillingsarkitektur en oplevelse og en proses af Johan Carlsson
All we need is … Infrastruktur af Anni Nørskov Mørch
Portræt af Anne Blond af Liv Collatz
Anmeldelse af Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2021 af Heidi Laura
Foto: Studie til ”The story of Ice”, som åbner juni 2021 på Isfjordscentret i Ilulissat, Grønland. Tak til JAC Studios
