Tøj omtales ofte som en ”anden hud”; en forlængelse af kroppen, der på en og samme tid er intim og meget offentlig. Tøj opfattes både som et visuelt narrativ, der projiceres ud i verden, og som en taktil sanseoplevelse, der er bestemt af tekstil, funktion og pasform.

Men tøj handler også om følelser, for eksempel når man tager den helt særlige kjole på til en fest, vælger netop dén skjorte til en jobsamtale eller synker ned i et par joggingbukser efter en travl dag. Vi har følelser over for tøj.

Denne artikel fremlægger foreløbige resultater fra et forskningsprojekt på Det Kongelige Akademi, Centre for Visibility Design, der undersøger hypotesen om, at tøj har potentiale til at øge vores velvære, og søger at afklare, om dette kan måles rent fysiologisk.

Håbet er, at teknologi kan give os nye indsigter i, hvordan design kan hjælpe os til at opleve bedre mental trivsel med redskaber, vi allerede omgiver os med – i dette tilfælde beklædning.

Hvad er komfort?

Projektet tager udgangspunkt i det engelske ord ”comfort”, som både er et navneord, der betegner komfort eller ”den behagelige følelse af at være afslappet”, og et udsagnsord, der betyder ”at berolige eller trøste nogen, der er bekymret eller ked af det” (Cambridge Dictionary). Britannica Dictionary giver en mere uddybende definition, der beskriver komfort som noget, der gør tilværelsen nemmere eller mere behagelig, en tilstand, hvor man er mindre bekymret, oprevet eller bange i forbindelse med en ubehagelig oplevelse, samt det at hjælpe nogen til at føle sig mindre oprevet.

Denne dobbelte betydning af komfort som en både fysisk og følelsesmæssig oplevelse danner udgangspunkt for artiklens undersøgelse af tøj og velvære. Formålet er at undersøge, hvordan hverdagshandlinger som at klæde sig på eller blive klædt på bidrager til både fysisk velvære og psykisk og følelsesmæssig resiliens.

Antropologen Daniel Millers bog The Comfort of Things (2008) understøtter dette perspektiv gennem en etnografisk undersøgelse af 30 husholdninger på samme gade i London. Millers projekt illustrerer, hvordan folk bruger hverdagsobjekter til at danne mening, opretholde en oplevelse af stabilitet og håndtere tilværelsens udfordringer. Denne opfattelse af komfort rækker ud over det materielle og ind i den følelsesmæssige oplevelse af tryghed og eksistentiel forankring.

Begrebet har også dybe rødder i design og arkitektur. I sit essay ”Principles of Cladding” fra 1898 anfører Adolf Loos, at arkitektur har sin oprindelse i tøj eller beklædning og oprindeligt havde til formål at yde ”beskyttelse og varme” (s. 66). Han beskriver det at tildække kroppen med dyreskind og tekstiler som ”den ældste arkitektoniske detalje” (s. 66) og fremhæver arkitektens rolle i at skabe varme, beboelige rum.

I denne betydning kan tøj betragtes som en ældgammel form for ly, der ikke kun yder fysisk komfort, men også fungerer som en symbolsk tilbagevenden til et trygt og velkendt rum.

Aktuel forskningsstatus

Nogle forskere har beskæftiget sig med den fysiske, fysiologiske og følelsesmæssige oplevelse af mode (Ruggerone, 2016; Woodward, 2017). Med sin undersøgelse af, hvordan psykisk komfort gennem beklædning kan understøtte identitetsdannelse, fremhæver Karen Cross (2019) en kvalitativ tilgang i modeforskning med fokus på sammenhængen mellem tøj og subjektivt velvære.

Med en tilsvarende tilgang bruger Smelik og van Tienhoven (2021) affektteori til at analysere følelsesmæssig og sensorisk respons på tøj og understreger, at mode påvirker kroppen gennem ikke-rationelle og kropsliggjorte processer. Deres studie kritiserer det manglende fokus på, hvad de kalder ”bio-neurologisk respons” i store dele af modeforskningen.

Teorien om ”iklædt kognition” (Adam & Galinsky, 2012) anfører, at tøjets symbolske betydning kan påvirke kognitive præstationer og psykiske tilstande. Med udgangspunkt i affektforskning beskriver Lucia Ruggerone (2020) det at iklæde sig tøj som en kropslig oplevelse og gør sig til fortaler for et opgør med dualismen mellem krop og psyke. Hun fokuserer på, hvordan tøj skaber oplevelser af komfort, nydelse eller ubehag. Sammen peger disse forskere på en stigende anerkendelse af modens rolle, ikke blot som socialt signal, men også som en faktor, der former, hvordan vi har det i og med vores kroppe.

Komfort i populærkulturen

Inden for de senere år har der i populærkulturen været en voksende tendens til at betragte neurotransmittere som noget, man aktivt kan manipulere for at opnå øget velvære. Medie- og livsstilstendenser som ”dopamine dressing” – tøjvalg med stemningsløftende effekt – afspejler en bredere interesse i hjernens rolle i velvære.

Selvhjælpsbøger som Loretta Breunings Habits of a Happy Brain (2018) anbefaler, at man stimulerer vigtige kemiske stoffer i hjernen som dopamin, serotonin, oxytocin og endorfiner gennem enkle handlinger, der kan gentages.

Tilsammen peger disse narrativer på, at velvære ikke kun er følelsesmæssigt eller psykologisk: Det er kemisk og kan potentielt kontrolleres gennem bevidste livsstilsvalg.

Fortællinger og følelser

Vores tidlige forskningsresultater pegede også på, at de narrativer, der var forbundet med konkrete beklædningsgenstande ud over materiale, farve, pasform, pris eller mærke også er defineret af de følelser, vi knytter til dem.

For eksempel havde én svarperson stærke følelser over for en bestemt sweater, som var den sidste gave, hun havde fået fra sine forældre, før de blev skilt. Hun beskrev, at hun havde blandede følelser over for trøjen, som repræsenterede både tryghed og tab.

Andre klædestykker er bærere af narrativer om forbundethed og modstand. Én person havde for eksempel båret en T-shirt med en hest på brystet juleaften; en begivenhed, der generelt kræver ”pænt tøj”, også selv om den foregår i en familiekontekst.

Et andet eksempel var et par jeans, som en svarperson selv havde syet som en del af et studieprojekt på akademiet. Bukserne var forbundet med en følelse af glæde, også fordi de havde været båret af et bandmedlem til en koncert på Roskilde Festival. Hun beskrev, at det havde tilført jeansene ”en masse energi”, og at de gav hende en følelse af at høre til på akademiet. Et andet eksempel var en hvid top syet af en brudekjole.

Svarpersonen forklarede, at narrativet om tilknytning og den ære, det var at modtage en så unik gave fra sin mors bedste ven, er årsagen til, at denne top gør hende glad, når hun har den på.

Fra garderobe til laboratorium

Vi har allesammen godkendt alle de ting, der hænger i vores klædeskab: Det er tøj, vi har købt eller syet, eller som vi har fået i gave og har valgt at beholde. Dermed kan man antage, at alle tingene i vores klædeskab har en følelsesmæssig værdi, men vi har stærkere følelser over for visse ting end andre.

I dette indledende studie inviterede vi to deltagere til at deltage i et semistruktureret interview med fokus på otte stykker tøj fra deres klædeskab. Formålet var at undersøge, hvordan forskelle i følelsesmæssig tilknytning kommer til udtryk, når deltagerne taler om tøjet.

Dette undersøgte vi ved at måle deres fysiologiske respons, mens de talte, ved hjælp af biosensorer: galvanisk hudrespons (GSR, efter den engelske betegnelse galvanic skin response), analyse af ansigtsudtryk (FEA, efter den engelske betegnelse facial expression analysis) og stemmeanalyse (VOICE).

På denne måde søgte vi at afdække, om forskelle i følelsesmæssig tilknytning påvirkede deltagernes verbale og nonverbale kommunikation om tøjet, ikke kun ud fra, hvad de valgte at sige om det under samtalen, men også ud fra deres ubevidst udtrykte følelser, mens de talte.

Vores tilgang byggede på garderobestudier (Woodward, 2007), der benyttede observation og interview om svarpersonernes personlige ejendele og de narrativer, de forbinder med dem. Derudover tilføjede vi målinger med biosensorer. På grundlag af etnografiske garderobestudier beskriver Woodward tøj som et formidlende bindeled mellem det sociale og det intime selv.

Garderobestudier gennemføres ofte i det private rum, hvor den fysiske garderobe befinder sig; dette vil i mange tilfælde sige deltagerens soveværelse. Af tekniske årsager var det ikke muligt her. Vi er imidlertid af den opfattelse, at både garderoben og laboratoriet kan betragtes som private rum, hvor tøjet er rykket ud af de performative, sociale rum, og at dette gør det muligt at fokusere på den følelsesmæssige tilknytning mellem ejer og genstand.

Metode: De konkrete rammer for forsøget

Deltagere
To deltagere (1 mandlig og 1 kvindelig, begge i 20’erne) meldte sig frivilligt til at gennemføre dette semistrukturerede etnografiske interview. Begge deltagere var studerende på Det Kongelige Akademi.

De blev bedt om at medbringe otte stykker tøj fra deres personlige garderobe, herunder fire, der havde særlig affektiv betydning for dem (affekt-tilstand), og fire uden denne særlige betydning (ikke-affekt-tilstand). Forskeren vidste ikke på forhånd, hvilke stykker tøj der tilhørte hvilken kategori.

Procedure

Interviewet begyndte med en kort, indledende snak om deltageren (hvem vedkommende er, hvor han/hun voksede op, hvad han/hun studerer, m.m.). Herefter trak forskeren det første af de otte stykker tøj op af posen og lagde det på bordet.

For hvert stykke tøj forløb samtalen herefter i tre faser: Først blev deltageren bedt om at beskrive tøjet med udgangspunkt i dets materielle egenskaber – hvad det er, hvilke materialer der er anvendt, og hvilket mærke der er tale om (Fase 1).

Herefter blev deltageren bedt om at fortælle, hvorfor han/hun havde valgt at tage netop dette stykke tøj med til interviewet, og dermed, om det var et stykke tøj, som personen havde en følelsesmæssig tilknytning til (affekt-tilstand) eller ej (ikke-affekt-tilstand) (Fase 2).

Endelig indgik svarperson og forsker i en friere, mere dybdegående etnografisk samtale om tøjet (Fase 3), som varede, indtil samtalen nåede en naturlig afslutning. Herefter gik forskeren videre til næste stykke tøj.

Analyse

Ud over at gennemføre en etnografisk analyse af interviewet målte vi, hvor længe deltagerne talte om hvert stykke tøj, og hvilke følelsesmæssige responser der kom til udtryk, mens vedkommende talte om tøjet. Det vil sige, at vi fokuserede på to kerneværdier.

(1) Følelsesmæssig arousal: intensiteten af de udtrykte følelser.
(2) Valens: om de udtrykte følelser var positive (fx glæde) eller negative (fx tristhed).

Konkret målte vi følelsesmæssig arousal ved hjælp af GSR (”peaks-per-minute”, dvs. antallet af responstoppe per minut, målt med iMotions’ Peak Detection R-Notebook), FEA (score for ”Engagement”) samt VOICE (score for ”Aktivering”), mens valens blev målt ved hjælp af FEA (score for ”Valens”) og VOICE (score for ”Valens”).

Resultater

I gennemsnit varede samtalen om det enkelte stykke tøj 131 sekunder. Samtalerne var imidlertid længere for tøj, som deltagerne havde en følelsesmæssig tilknytning til, end for tøj med mindre affektiv værdi. Når deltagerne talte om tøj med stærkere affektiv værdi, viste de desuden målbart mere positive følelser.

Alle valens-scorer var højere for tøj i affekt-tilstand end tøj i ikke-affekt-tilstand. Tilsvarende var alle arousal-scorer højere for tøj i affekt-tilstand sammenlignet med ikke-affekt-tilstand. Fordi disse værdier kunne have været påvirket af samspil med forskeren, målte vi desuden de samme scorer for Fase 1 alene, altså før forskeren stillede sine første spørgsmål.

I denne fase beskrev deltagerne tøjet i rent materielle termer uden at blive afbrudt af forskeren. Allerede her observerede vi, at deltagerne talte længere om tøj i affekt-tilstand end om tøj i ikke-affekt-tilstand. Alle valens-scorer var højere for tøj i affekt-tilstand end for tøj i ikke-affekt-tilstand, og alle arousal-scorer var højere for tøj i affekt-tilstand end for tøj i ikke-affekt-tilstand, uanset om scorerne var baseret på galvanisk hudrespons, analyse af ansigtsudtryk eller stemmeanalyse.

Selv om disse resultater er foreløbige, tyder den høje grad af konsistens på, at tøj faktisk kan have en følelsesmæssig komponent, der kommer til udtryk, når man taler om det, og at dette aspekt kan dokumenteres gennem målinger med biosensorer. Dermed giver studiet en første indikation (proof of concept) af potentialet for denne nye type af forskning.

Konklusion: Tøj kan have målbar følelsesmæssig værdi

Komforttøj er et komplekst begreb, der rummer en række forskellige motiver, herunder sanseoplevelser, symbolik, følelsesmæssig tilknytning og tøjets situationsbestemte funktion. Formålet med undersøgelsen var at argumentere for udviklingen af nye metoder inden for modeforskning med særligt fokus på en sensorisk vending.

Med afsæt i de følelser, som mode kan fremkalde, fremsætter artiklen en hypotese om, at tøj har potentiale til at skabe komfort på et emotionelt plan. Et centralt resultat er, at vi taler mere og udtrykker flere følelser, når vi beskriver tøj, vi har en særlig tilknytning til. Ved hjælp af biosensorer er det muligt at opnå ny viden om, hvordan tøj kan bidrage til en følelse af tryghed og velvære.

Gennem målinger af kroppens reaktioner får vi et unikt indblik i, hvordan materialer, pasform og design påvirker vores oplevelse af komfort. Undersøgelsen bidrager dermed til en øget bevidsthed om, hvad tøjet gør ved os følelsesmæssigt og peger på beklædning som et muligt redskab til at styrke trivsel. Det åbner for nye måder at tænke tøj ind i hverdagen og i sammenhænge, hvor menneskers velbefindende er i centrum.

Referencer

Adam, H. & Galinsky, A.D., 2012. Enclothed Cognition. Journal of Experimental
Social Psychology, 48(4), s. 918-925.

Breuning, L. (2016). Habits of a Happy Brain: Retrain Your Brain to Boost Your Serotonin, Dopamine, Oxytocin, & Endorphin Levels. Avon, Storbritannien: Adams Media.

Entwistle, J., 2003. The Dressed Body. I: L. Welters & A. Lillethun (red.), The
Fashion Reader. Oxford, Storbritannien: Berg. s. 139-149.

Kamalha, E., Zeng, Y., Mwasiagi, J., & Kyatuheire, S., 2013. The Comfort Dimension; a review of perception in clothing. Journal of Sensory Studies, 28, s. 423-444.

Loos, A. (1982). The Principle of Cladding. Spoken into the Void: Collected Essays, 1897-1900. Cambridge, Storbritannien: Graham Foundation, s.66-69.

Miller, D., 2009. The Comfort of Things. Cambridge, , Storbritannien: Polity.

Pineau, C., 2008. The Psychological Meaning of Comfort. Applied Psychology, 31(2),
s. 271-282.

Ruggerone, L., 2016. The Feeling of Being Dressed: Affect Studies and the Clothed
Body. Fashion Theory, 21(5), s. 573-593.

Smelik, A., & van Tienhoven, S., (2021). The Affect of Fashion: An Exploration of Affective Method. Critical Studies in Fashion and Beauty, 12(2), s. 163-183.
Woodward, S. (2007). Why Women Wear What They Wear. London, Storbritannien: Berg Publishers.

Tema: Diverse kroppe

Kunsthåndværk og design er tæt forbundet til materialitet, sanselighed og det kropslige – både i værkernes iboende kvaliteter og gennem de hænder, der former dem. Formkraft udfolder kropsligheden med flere blikke på kroppe og materialitet.

Læs tema