I en globaliseret verden, beboet af ’digital natives’, kan det synes helt ’gammeldaws’ at blive sat i stævne med et geografisk afgrænset Nordisk udstillings-koncept. Bag initiativet ligger et ønske om at præsentere væsentlige konceptuelle trends på den nordiske kunsthåndværkerscene, som den kommer til udtryk hos generation ’Y’ (Why) eller ’Millenials’, som de også kaldes qua det, at de er opvokset omkring årtusindskiftet. I en tid, hvor vi også politisk må rykke sammen, er det sådan set meningsfuldt at skabe fora, hvor professionelle udøvere omkring de 40, kan styrke udvekslingen. Men får man øje på, hvor mange af deltagerne, der er uddannet uden for Norden, og som orienterer sig internationalt fremfor egentlig nationalt og nordisk, virker det lidt søgt.

I øjenhøjde

Der tales meget direkte til os i mange af værkerne på udstillingen. Det er pågående og insisterende projekter, der vil have vores opmærksomhed. Vi bliver ikke strøget med hårene i traditionel æstetisk forstand, men mødt af værker der har meget på hjerte, og som ind i mellem både pirrer og provokerer. Menneskelige indre organer som lunger og nyrer transformeret til bombastiske smykker i metal i kunstige farver hos Lotta Snijder eller f.eks. Håvard Kranstads jacquardvævede markant kønnede kramme-bamse ’Floral Queer Bear: Sir-Love-A-Lot’, der fascinerer og frastøder i samme bevægelse.

Der er rigtig mange af deltagerne, der reflekterer over og vrænger ad de kvinde- og kropsidealer, der ligger i tiden. Det er bidrag, der befinder sig mellem en stærk selvbevidsthed og skrøbelig sårbarhed. Når vi møder Milja Morseths figurstore billedvævning af en kartondrikkende kvinde med ’hånd i egen trusse’, eller Anne Brandhøjs flækkede trækugler med titlen ’You are not perfect either’, mødes vi i øjenhøjde. Der er også et klart statement i Renate Desiree Dahls problematisering af fat-shaming i værket ’BMI 41,3’, som i form af en skulpturel afstøbning af eget korpus, lægger krop og skam til tidens stigmatisering af (kvinde)kroppe udenfor standardmål.

(Kunst)håndværket som identitetsmarkør

Endnu et spor, blandt mange på udstillingen, er det digitale livsvilkår. Den gennemgribende digitalisering i de nordiske lande, som har fjernet os fra mange af de taktile kvaliteter i livet, spiller ind som et helt centralt omdrejningspunkt. Hvordan håndværket og de særlige traditioner fungerer som ståsted og identitetsskaber, og som samtidig i al sin ubetimelighed taler om tabet af samme. Håndværket og håndarbejdet repræsenterer dyrebar tid, udelukkende konkurrencedygtig i svindende nicher, men samtidig lige præcis i kraft af den investerede omhu, kærlighed og i fællesskabet, afsæt for meningsfuld eksistens.

Mange af deltagerne behandler og bearbejder traditionelle håndværk som personlige fortællinger. Marthe Mindes garn-installation hylder eget ophav, som er gået i arv og som hun bygger videre på. Håndarbejds-teknikken som identitetsmarkør ligger også implicit i den svensk-finske Lisa Juntunen Roos’ pixel-flettede familie-portræt i kaffeemballage. Hun trækker på en særlig finsk tradition fra fattige tider i 60’erne, hvor materialer helt naturligt blev genanvendt, og som kan opleves som en kommentar til vor tids ’brug- og-smid-væk-kultur’.

Netop ressource-spørgsmålet står også helt centralt i Jonas Edvards visionære udvikling af svampebaserede materialer, som allerede er brugt i bl.a. produktion af lamper. Væveren Fadhel Mourali har på samme måde været på jagt efter nyt stof. Resultatet er blevet et socio-økonomisk projekt, med udspring i familiens kurvemager-fortid, hvor han har bygget bro mellem affaldsmaterialer og en tradition og skabt nyt vævet, bæredygtigt materiale.

For de indviede

Den tværnationale og tværdisciplinære ’Generation Why’-udstilling folder sig langt hen ad vejen ud som et interessant dobbeltblik på det at være kunsthåndværker i dag. Her er man ikke ’bare’ f.eks. keramiker, glas- eller tekstilformgiver. I en tid, hvor alt i princippet kan fremstilles maskinelt, bliver det at udtrykke sig i et håndværk, en teknik eller materiale til en konceptuel overbygning, der reflekteres over i mange nuancer.

Og selvom flere af værkerne møder folk i øjenhøjde, er der også mange, der er dybt funderet i kunstnerens egen fortælling og som ikke uden hjælp fra det, i øvrigt, rigtig informative katalog, folder sig nemt ud for beskueren. Det er indforståede bidrag, der fysisk og formidlingsmæssigt ikke rækker nok ud. Og det er rigtig synd for Rundetårns almene publikum, der her måske går glip af de virkelig interessante ’takes’ på de mange taktile facetter ved eksistensen.

Mere viden

Bliv klogere på kunsthåndværk- og designområdet. Dyk ned i tekstilerne, udstillingerne og hænderne bag det hele. Formkrafts arkiv rummer adskillige spændende artikler, der kan læses kvit og frit. Her er nogle forslag:

Tekstilerne gør comeback – igen af Pernille Anker Kristensen

Udstillingsarkitektur – en oplevelse og en proces af Johan Carlsson

Undersøgelse, refleksion og påvirkning af Mette Bielefeldt Bruun

Hånden bag det hele af Heidi Laura