“Hvordan er det nu, det lyder, det dér Kahlil Gibran-citat? – Det er noget med, at man kun skal bage brød, hvis man gør det med kærlighed, for ellers mætter det kun halvt. Det er sådan jeg har det med smykkekunst; processen er fyldt med kærlighed.”

Citatet summer i mit hoved, efter jeg har sagt farvel til Janne, og da jeg kommer hjem, slår jeg det op, for jeg kan heller ikke huske den præcise ordlyd.

“For if you bake bread with indifference, you bake a bitter bread that feeds but half man’s hunger.” (Kahlil Gibran, The Prophet).

Et objekt er en stivnet begivenhed

Jannes tegnebord er fyldt med ting og små dimsedutter, der inspirerer hende – ofte fundet på gaden eller i naturen – samt bøger og sætninger, hun har læst eller hørt og skrevet ned, fordi de har vakt et eller andet i hende. Faktisk er det meget ofte ord, der sætter den kreative proces i gang hos hende. For som hun siger, finder hun lettest vej ind i det skabende rum, når udgangspunktet ikke ligger for tæt på andres formgivning: “Det bliver ligesom for fastlåst.”

Sin seneste udstilling, som fandt sted i Officinet, døbte hun Mellemrum. Et ord, der rummer en nærende flertydighed; der kan være tale om et konkret mellemrum mellem ting eller bygninger eller mellem kroppe. Men et mellemrum kan også være en overgang eller et negativt rum eller ikke-rum, som på trods af sit fravær er med til at forme helheden. Det er dog vigtigt for hende, at den betydning hun selv tillægger de ord, der inspirerer hende, eller de titler hun giver sine værker, ikke er for fastlåste, for hun vil gerne give modtageren mulighed for selv at tillægge betydning. “Jeg vil min modtager noget, men de må selv finde ud af, hvad det er.”

Det var i øvrigt, da hun var ved at sætte sin Mellemrumsudstilling op i Officinet, hun fik et opkald fra Statens Kunstfond om, at hun skulle modtage det treårige arbejdslegat.

Materialer sætter ofte gang i Jannes kreative proces, og hun elsker at prøve forskellige materialer af og lade sig lede af dem. Hun har forsøgt sig med plastik og andre genbrugsmaterialer som tekstilrester og arbejder også med sten. Men hun vender altid tilbage til metallet, til guld og sølv. “ som hun siger. Og med denne “blyant” søger hun at give form til de stemninger, som de ord, der inspirerer hende, bærer med sig.

I tråd med Willy Ørskov, som i Aflæsning af objekter skriver, at “et objekt er en stivnet eller fikseret begivenhed”, fikserer hun i sin smykkekunst stemningsbilleder – nuet, lyset, lyde, møder mellem mennesker.

Kan æstetik være ansvarlig?

En åbenhed over for brugsspor, som hun opfatter som forskønnende, er indlejret i Jannes udtryk – en åbenhed, der favner livets strøm, som bruser gennem alt. Overfladerne forandrer sig med tiden: poleres, slibes og patineres ved brug og forvitring. Og i denne tilgang til formgivning ligger en unik form for bæredygtighed, hvor brug betragtes som forskønnende snarere end forgrimmende.

For bæredygtighed kommer man ikke udenom at tale om i dag. Og det er noget alle formgivere på en eller anden måde forholder sig til.

Janne anvender fairtrade-certificeret guld, men som hun siger, “hvis man skulle være 100% bæredygtig, burde man jo ikke lave noget som helst.”

Men måske er det mest bæredygtige, når man nu engang er formgiver at skabe ting, der holder hele livet – og ikke kun fordi de ikke falder fra hinanden eller ikke længere virker, men fordi de bliver ved med at nære brugeren æstetisk, ja, måske endda bliver smukkere med tiden.

På trods heraf ser Janne ikke sig selv som en pioner inden for bæredygtighed. Og selv om smykkekunst er en niche i Danmark, hvor hun regnes blandt foregangskvinderne, betragter hun heller ikke sit kunstneriske virke som pionerarbejde. “Det føles bare nødvendigt. Det er min måde at være i verden på. Jeg har altid haft behov for at udtrykke mig kunstnerisk, også som barn; der malede jeg på alt, på væggene med oliemaling og på gulvtæppet også.”
Det med gulvtæppet var hendes mor i øvrigt ikke stor fan af.

Man er altid et barn af sin tid

I dag er smykker ofte reduceret til masseproducerede accessories, styret af modens skiftende strømninger og solgt i fast fashion-butikker. Tanken om at købe et smykke hos en guldsmed hører næsten en svunden tid til. Alligevel vokser der i takt med nye langsomheds-tendenser en bølge af mere etisk og bevidst forbrug frem, som også smitter af på lysten til at investere i kunsthåndværk – og det fornemmer Janne tydeligt.

Jeg spørger, om hun nogle gange bliver påvirket af de modestrømninger, der er inden for smykkedesign, hvortil hun svarer, “at man naturligvis altid er et barn af sin tid,” og hun lader sig også inspirere af trends og tendenser. Men i kunsthåndværket findes der per definition en anden rytme – en indbygget langsomhed og en kærlighed til materialet, der rækker ud over det flygtige.

Jannes rejse til smykkekunsten startede, da hun var barn og ja, malede på både vægge og gulvtæpper i barndomshjemmet. Hendes mor vævede og skabte keramik og inspirerede hende til at afprøve forskellige udtryksformer. Hendes far var tømrer, og hun føler selv, at hun har arvet lidt fra begge forældrene: den frie tilgang til formgivning og æstetik fra sin mor og forkærligheden for præcision og håndværk fra sin far.

Efter 10. klasse og tre år på efterskole valgte Janne at gå i lære som guldsmed i Aalborg og flyttede alene i en lille lejlighed. “Jeg begyndte at holde weekendavisen”, siger hun, “for jeg følte, at jeg skulle kompensere for ikke at gå i gymnasiet.” Måske var det, når hun sad bøjet over avisen og slugte artikel efter artikel i weekenderne, at hendes forkærlighed for ord og sætninger blev vakt.
Som nyudlært guldsmed søgte hun ind på Institut for Ædelmetal. Her fik hun afløb for sin mere eksperimenterende side og fik lov til at dvæle ved den kreative proces og lade abstraktionerne få frit løb.

Legatet fra Statens Kunstfond giver Janne mulighed for at fordybe sig i smykkekunsten og eksperimentere endnu mere frit. “Der er teknikker, der skal afprøves, og jeg har et ønske om at arbejde mere med sten og stenslibning.” Janne har arvet sin farfars stenslibningsværktøj, som hun planlægger at tage i brug. Og sådan får både tid og liv lov at strømme videre gennem hendes hænder og værker.

Læs også…