I mere end fem årtier udtænkte Verner Panton utallige designs, der stadig den dag i dag provokerer, stimulerer og chokerer visionært og humoristisk med sine mange former og farver. Han kaldte sig selv for opfinder og adspurgt om, hvilket design han var mest glad for, var svaret indlysende: Det, jeg skal lave i morgen (S.S., 1996). For Panton var det vigtigste nemlig idéen og glæden ved at finde på noget nyt – pludseligt at se verden anderledes. Panton udtalte, at han hellere ville lave et mindre vellykket eksperiment end en pæn ligegyldighed (Matz, 1995). Særligt fremhævede han, at han ikke ville gå i bedene af Kaare Klint, Hans J. Wegner og Børge Mogensen, der allerede havde lavet vellykkede møbler (Helles, 1980, s. 62-65).

Kan vi bruge Pantons ukonventionelle tilgang til design og hente inspiration, når vi skal gentænke vores sociale liv? Kan vi lære noget af den farverige designers tanker om den sansende krop og det ubevidste sind? Og ligger Panton inde med svaret på, hvad den såkaldte gode smag er?

Verner Panton var en af de store danske designere, som blev markante eksponenter for måden, hvorpå vi i Danmark tænker æstetik, formgivning og funktion. Han satte en dagsorden, som definerede – og stadig definerer – den kollektive forståelse af, hvad der er god smag. Panton fremstod som antitesen til funktionalismens stringens med sin fabulerende og farverige tilgang til design. Hans tanker om at koble det sansende menneske med rum fyldt med farver, former, materialer, lyde og dufte markerede et nybrud og gjorde det legalt at stille spørgsmålet:

Er god smag også en følelse af velvære? (Panton, 1980). Denne artikel tager afsæt i ovenstående med henblik på at undersøge og finde svar på, hvorvidt den gode smag er en følelse af velvære.

Min Designfilosofi

I foråret 1980 udarbejdede Panton en manifesterende tale til et fagligt arrangement i Wien for BÖIA – Bund Österreichischer Innenarchitektur. Talen gengav han senere ved Møbelmessen i Bella Center i København i 1987 og igen året efter ved åbningen af Møbelmessen i Köln i 1988. Samme år optrådte han med en stor gruppe designskribenter, der var kommet til Danmark fra hele verden (Rémy-Jensen, 1988).

har de lagt mærke til, at smagen ændrer sig sammen med velstanden?

jo mere folk tjener desto mere konservative bliver de?

Panton udfordrer således en mulig sammenhæng mellem indkomst og konservatisme, men efterlyser også et svar på, om smag er kulturelt eller biologisk bestemt:

er smag en naturlig – medfødt eller en tillært fornemmelse?

findes der god smag?

Panton vil kende den endnu ikke beviste formel på den gode smag. Derfor spørger han til:

kan man udarbejde og definere god smag viden­skabeligt og saaledes undervise i den og lære den?

Svarene på den gode smag skal findes i Pantons retoriske spørgsmål omkring velvære. Med afsæt i fænomenologien om, hvordan vi kropsligt oplever verden, spørger han:

er sex ikke for de fleste den bedste form for velvære?

er velvære ikke god musik – en behagelig duft

– god mad og drikke – det at være sammen med rare mennesker – god underholdning?

Panton søger også svar på, om velvære er en fornemmelse i vores ubevidste sind – han spørger:

er velvære frem for iagttagelsen af behagelige proportioner – gode farve- og materialekombinationer – af behageligt dagslys og tiltalende aftenbelysning?

Talen er en mosaik af Pantons mange offentlige udtalelser gennem hans karriere. Rina Troxler var Pantons sekretær og renskrev altid Pantons taler. Først skrev hun dem ned på dansk, ud fra mange små sedler med Pantons noter, som han altid havde parat, så glimtet af en ny idé ikke forsvandt. Dernæst oversatte hun dem til tysk og engelsk.

Talen er som genre en officiel åbningstale, der tager hensyn til sit publikum ved at metakommunikere, hvordan den er opbygget (Lund, 2020). Ifølge leder ved Center for Retorik, Lektor og Ph.d. Marie Lund er officielle taler siden midten af 1960’erne kendetegnet ved, at de i lighed med den overordnede strømning i moderne talekunst, er blevet mere personlige i deres henvendelsesform og anvender et dagligdagssprog (Lund, 2020).

Nærværende tale er bygget op som en lang kæde af filosofiske og personlige spørgsmål, hvor Panton indirekte redegør for sine holdninger, som minder om et kunstnerisk manifest. Talen er i sig selv en performativ handling med både Pantons indre og ydre motivationer, der kæmper inden for, men også i modsætning til en designkulturs grundlæggende fortællinger og normer (Hansen & Staunsager, 2015). Paradoksalt afslutter Panton sin tale med at erklære, at der ikke må stilles spørgsmål.

Med talen stiller Panton spørgsmål til den såkaldte gode smag og til følelsen af velvære. To begreber, som han udfordrer med retoriske spørgsmål, der kan identificeres som den Sokratiske metode efter den græske filosof Sokrates’ (d. 399 f.Kr.) kritiske dialektik. Det vil sige, at spørgsmålene i talen bliver en form for samarbejdsvillig dialog, der stimulerer kritisk tænkning på egne præmisser.

Smag som kulturelt betinget

Verner Panton spørger til den såkaldte gode smag:

er god smag ikke tit bare kedeligt?

For Panton er den gode smag rammesættende for, hvordan vi kan opleve og sanse verden. Han forstår smagsbegrebet gennem et prisme af sociologi, økonomi og dannelse. Særligt i forhold til sociologi og økonomi (socioøkonomisk) spørger han:

er folks smag og deres krav afhængige af deres indkomst?

For Panton fører økonomisk fremgang til en kreativ tilbagegang (Hartung, 1979). Det mærkede han, da han mod slutningen af sin karriere greb sig selv i at tænke på, om hans designs kunne sælges – noget han ikke skænkede en tanke før i tiden (Victors, 1970). Ifølge Panton skaber den økonomiske fremgang også en sikkerhed og stilstand, hvorimod det kun er usikkerheden, der skaber den kreative fremgang (Panton, 1992).

Smag er som begreb i dag generelt funderet på hverdagens vurderinger og bedømmelser, der kan diskuteres normativt som god eller dårlig smag. For at kunne undersøge Pantons tilgang til smagsbegrebet er det relevant at tage afsæt i den franske sociolog og antropolog Pierre Bourdieu (1930-2002) som en teoretisk tilgang til at forstå og kontrastere Pantons verdenssyn. Bourdieu har videnskabsteoretiske overvejelser om smag som værende socialt konstrueret. Han teoretiserer og dokumenterer i sit hovedværk La Distinction fra 1979, at smag skal placeres i en kultursociologisk kategori, fordi den er subjektiv. Bourdieu leverer således en empirisk funderet teori til analyse af smag. Ifølge ham er smag hverken essentiel eller individuel, men relationel og social betinget. Det vil sige, at smag ikke er biologisk, men noget der konstrueres som følge af vores sociale klasse – både den vi befinder os i, og den vi aspirerer til.

I tråd med Panton argumenterer Bourdieu også for, at smag afhænger af vores økonomiske position i samfundet. Bourdieus definition på smag bygger på italesatte præferencer (Bourdieu, 1986). Det betyder, at man adskiller sig fra andre ved at ytre, hvad man ikke kan lide. Smag handler derfor i høj grad om afsmag. Et centralt citat af Bourdieu, der netop pointerer, at når nogen fælder en smagsdom og klassificerer andre med en god eller dårlig smag, klassificerer man også sig selv.

Taste classifies, and it classifies the classifier (Bourdieu, 1986).

Det er nærliggende at bemærke, at Bourdieu og Panton var jævnaldrende, og at La Distinction udkommer i 1979, og allerede året efter i 1980 holder Panton sin manifesterende tale første gang. I talen er det tydeligt, at Pantons interesse og faglighed inden for socialvidenskaberne var inspireret af og spiller op mod tidens strømninger, som også Bourdieus socialkonstruktivistiske tankegods tager udgangspunkt i.

Med afsæt i dannelse og tillærte evner spørger Panton lige så retorisk i forhold til smag:

er den saakaldte ’gode’ smag noget tillært, som man holder fast ved af overbevisning eller blot noget, man tankeløst efterligner?

Med særligt farver lærer Panton os, at den gode smag er kulturelt bestemt. Han formår at skabe en følelse hos de fleste om, at hans designs ikke er ligegyldige, og derfor bliver vi nødt til at tage stilling til dem. Farver bliver derfor et aktivt valg og dermed en bevidst handling. I tråd med Bourdieus definition, er smag afhængig af vores handlinger og forbrug, der i tillæg fortæller, hvilken livsstil og social position vi er en del af. Smag er derfor betinget af social klasse og kapital.

Derfor vægter Panton farver over form og funktion. Farverne bliver dermed en vision for fremtidens hjem, der skal visualisere et festfyrværkeri (Agersted, 1969). I 1991 udgiver Panton bogen Lidt om Farver om menneskets perception af farver og om farvers betydning i kunsten. Heri skriver han om, hvordan farver er en bevidst handling, der udtrykker stemninger, visioner og drømme (Panton, 1991, 2. udg. 1997).

Farver signalerer således en glæde og evne til at bruge dem, og tilsammen er det langt vigtigere end den såkaldte gode smag. At begrænse brugen af farver – i den gode smags navn – er det samme som at lukke af for evnen til at opleve (Rémy-Jensen, 1988).

Producenterne lavede altid prototypernes former i hvid, og det gav Verner Panton en god mulighed for ikke at lade sig distrahere af farven. (Erup, 1992). For ham var velvære en fornemmelse og en ubevidst handling. Gennem farver formår han at skabe en kropslig følelse og oplevelse. Han taler om velvære som begreb gennem et prisme af fænomenologi og biologi. Han spørger retorisk i forhold til velvære:

søger man velvære med møbler?

Panton var interesseret i kropsligt at sidde bedre og var fascineret af tanken om at sidde på sadlen af en hest, fordi den naturligt bevæger sig (Erup, 1992). Der ligger en idé og viden bag alle Pantons designs, og særligt hans siddemøbler er funderet på hans overbevisning om, at mennesker ikke er bygget til at sidde stille. Med sine mange designs udvider han møbeltyperne i størrelse og koncept, men forholder sig samtidig til menneskelige proportioner og konstruerer møblerne med tanke på ergonomi og bevægelse. Pantons møbler vipper, gynger og svajer, så kroppen holdes i gang og dermed ikke fastlåses i én siddestilling (Matz, 1995).

Pantons tilgang til begrebet velvære kan perspektiveres til den tyske filosof Martin Heideggers (1889-1976) nøgletekst Bauen Wohnen Denken fra 1951, hvori han udvikler en slags stedets metafysik og gennem fænomenologien argumenterer for, hvordan det at bygge og det at bo, har eksistentiel betydning for vores velvære. Ifølge Heidegger gør vores eksistens noget ved det hus, vi bor i og de møbler, som vi omgiver os med – men huset og møblerne gør også noget ved os (Heidegger, 2000). For Panton handler det netop om, at det planlagte miljø først får sin egentlige værdi, når det bruges af mennesker (Lykten, 2019, s. 98). I tråd med Heideggers teoretiske afsæt bliver vi med Panton præsenteret for møbler til beboelse, der kan opleves på flere niveauer på samme tid. Dels vores daglige fortrolighed med møblet, dels vores valg og brug af møblet. Med Heidegger kan man glemme at bo, men stadig gøre det. Med Panton kan man glemme at bevæge sig, men stadig gøre det (i hans møbler).

Panton tager afsæt i henholdsvis fænomenologien og biologien som modsætningsforhold mellem den subjektive oplevelse og den objektive viden, når han retorisk spørger:

er velvære en intellektuel eller en følelsesmæssig oplevelse?

i skoven – paa stranden – i solen – naar det sner, føler man sig ofte veltilpas – men i et rum, hvor alt er påvirket af menneskehaand, er det ikke straks vanskeligere?

Panton indrettede rum som helheder, hvor farver og dernæst belysning var nødvendigheder for et rums atmosfære. Brugen af farver var bevidst i forhold til en følelsesmæssig oplevelse. Panton argumenterede for, at et nyt møbel til hjemmet kun opleves visuelt i fire dage. Derefter registrerer man blot møblet synsmæssigt, hvorimod man ustandseligt lægger mærke til, om man befinder sig godt med det. Et nyt møbel skal derfor vælges ud fra en følelsesmæssig æstetik for at tilgodese vores velvære (Victors, 1970).

Særligt forsøgte møbelprofessoren Kaare Klint (1888-1954) med sin funktionalistiske tilgang til møbeltegning at skabe møbler, som passede til de menneskelige kroppe efter to hovedfaktorer; kroppens mål og bevægelser. Klint havde en analytisk tilgang til opmålingen af størrelse i forhold til at skabe behagelige og funktionelle møbler til det almene menneske.

Jeg mindes en spisestue, hvor alle Møblerne af harmoniske Grunde trods deres højst forskellige Funktion var holdt i samme Højde: nemlig Bord­planets. Resultatet var ikke harmonisk, idet man følte det som en korporlig Radbrækkelse (Klint, 1930).

Klint peger ovenfor på den kropslige følelse, som Panton efterspørger ligeledes, hvordan den enkelte oplever velvære som en kropslig fornemmelse. Klints møbelprogram bestod også af forskrifter for opbevaring og brugsbestemmelser i forhold til en standardisering af møbeltyper i tråd med en funktionalistisk møbelkultur. Der var dog brug for muligheder for at udvikle sig i forskellige retninger, der ikke behøvede at frafalde funktionalismens idé, men måske ligefrem udvide begrebet så det både udtrykte de materielle værdier samt følelsesbetonede funktioner (Fisker, 1950).

Det er i tråd med Pantons virke, Heideggers teori og Klints beretning om, at vi som mennesker ikke kun er socialt konstruerede, men at vi også skabes af de rum og genstande, som vi omgiver os med. Ifølge professor for Sundhedstjenesteforskning, Regner Birkelund, kan fænomenologien opfattes som en reaktion på positivistiske ideologier og reduktionistiske teorier for livsanskuelser. Han argumenterer for, at opfattelsen af sanseindtryk fra vores omgivelser har eksistentiel betydning for os erkendelsesmæssigt og dannelsesmæssigt såvel som sundhedsmæssigt (Birkelund, 2013). Med æstetiske indtryk vil Panton stimulere en række kropslige funktioner som øjne, ører, krop og sind med sine designs.

Velvære før smag

Med et blik for økonomi, magt, sanselighed, natur og kultur viser den manifesterende tale, at Verner Panton var drevet af nysgerrighed. Panton ville opnå en større erkendelse for vores sociale liv og kultur. Han stillede spørgsmål til begreberne smag og velvære i et forsøg på at finde teorien om at have det godt. I talen angriber Panton den gode smag som værende reaktivt og kulturelt betinget og præsenterer samtidig følelsen af velvære som en pendant, der spiller positivt ind i den sansende krop og det ubevidste sind. Velvære bliver derfor en kilde til aktivisme og et middel til at bestemme over smagen. Derfor er velvære det helt centrale begreb for at forstå Pantons udgangspunkt.

For Panton skal begrebet smag forstås som værende både en smagsdom og æstetisk sans. Smag bliver dermed en socialt medieret handling. Panton definerer begrebet velvære som en kropsfornemmelse, hvormed velvære bliver en ubevidst handling, fri af det sociale filter og dermed mere ærlig. Derfra kan det konkluderes, at for Panton er den gode smag betinget af et velvære, som er kropsligt og dermed biologisk bestemt.

Verner Panton – Farver en ny verden

Trapholts udstilling i 2021-22 om Verner Panton præsenterer et indblik i Pantons æstetik, kreativitet og tankevirksomhed. Derved aktualiserer udstillingen Pantons brug af velvære som udgangspunkt for æstetisk udfoldelse. Udstillingen er tematiseret med udvalgte cases i relation til nærværende tale som et kuratorisk greb. Det betyder, at hver case er knyttet til et citat af Verner Panton fra den manifesterende tale. Udstillingen stiller spørgsmål til Pantons tilgang til kreativitet og sociale liv i en Covid 19 krisetid, hvor kultur og velvære er relevante parametre i udviklingen af vores fælles samfund, der kan være på vej i en ny retning.

Panton går aktivistisk til værks for at omgå den gode smags sociale filter. Igennem sin lange karriere adresserer han velvære i sine projekter, der kan opdeles i to temaer:

• LYS OG FARVER
• FREMTIDSHJEM

Nedenfor præsenteres tre eksempler, hvor Panton konkret både retorisk og praktisk arbejder med velvære i sine projekter. Alle eksempler er præsenteret og genskabt helt eller delvist som led i udstillingen på Trapholt 2021-22.

LYS OG FARVER

Lyset og Farven – en installation af Verner Panton (1998)

Verner Panton spørger:

 er velvære frem for iagttagelsen af behagelige proportioner – gode farve- og materialekombinationer – af behageligt dagslys og tiltalende aftenbelysning?

Installationen Lyset og Farven fra 1998, der blev skabt til Trapholt, er ned til mindste detalje kurateret af Verner Panton selv og viser et udvalg af hele hans enestående design af møbler og lamper gennem 50 år. Lyset og Farven består af otte rum i hver sin farve, der giver en helt særlig kropslig fornemmelse og dermed oplevelse af velvære, når man bevæger sig i overgangene mellem farverne. Installationen understreger på betagende vis de ord, hvormed Panton selv beskrev sit univers: “Jeg gør ikke og har aldrig gjort som alle andre” (Holm, 1999).

Gennem installationen kan man opleve, hvordan Panton i praksis udfordrer sit teoretiske mellem­værende med den dominerende smagsforståelse.

I sidste ende er det den dynamik, der resulterer i den særlige følelse og stemning, som Pantons univers af farver og lys giver.

FREMTIDSHJEM

Visiona 0 og II (1968 og 1970)

Verner Panton spørger:

skal man hænge kunst på væggene, stille nips i reolen og lægge såkaldte ægte tæpper på gulvene?

eller skal hele rummet være et kunstværk, hvor belysning, farver, tekstiler og møbler er bestanddele af en helhed?

Med Visiona udstillingerne fik Panton mulighed for at udføre – efter eget udsagn – de mest spændende opgaver for det tyske firma Bayer. Udstillingerne var præsenteret på udflugtsskibet Lorelei, som lå fortøjet ved messen i Köln, hvor møbler, lamper og tekstiler fik en tredimensionel effekt ved at vokse ud af vægge og gulv. I samspillet med lyset og farverne – og tidens musik – blev begge udstillinger en slags psykedelisk prøve på indretning af et fremtidshjem (Matz, 1995). Med farverne som vision for et fremtidshjem formåede Panton med den sansende krop og det ubevidste sind at overdøve den gode smag og derved skabe en følelse af velvære.

Pantons drøm om at bo med alle sanser

Verner Panton spørger:

hvorfor er de lyde, man gengiver i en lejlighed altid musik?

er lydene fra en hønsegård – bølgelyde – vinden og mange andre ting ikke lige saa smukke?

Panton drømmer om et hjem, hvor både øjne, næse, ører, krop og sind får foranderlige indtryk. Ifølge ham bor danskerne generelt meget ens og handler ofte ligesom naboen – hvilket der ikke er nogen god grund til (Goranov, 1998). Med naturlige og ikke-menneskeskabte lyde fra hverdagen af hønsekagl, skvulpende bølger og susende vind i kombination med Pantons design bliver de tilsammen en aktiv kilde for velvære.

Pantons drøm om at bo med alle sanser og hans tanker om visionære miljøer med farver og lys blev ofte realiseret i udstillingsregi. Særligt Visiona udstillingerne var karrieremæssige højdespringere for Panton i forhold til at præsentere sine bud på fremtidens hjem. Installationen Lyset og Farven på Trapholt samlede et udvalg af hans oeuvre og designtilgang inden hans død i 1998.

Det er relevante eksempler, der følges af Pantons egne spørgsmål, som udstillingen på Trapholt 2021-22 præsenterer og som spiller ind i hans forståelse af, hvordan vi på fænomenologisk vis oplever et velvære. På den baggrund kan vi i dag erfare, at Pantons helhedstanker ikke slog permanent igennem, men snarere farvede den gode smag, som ofte sker for radikale idéer, der ikke implementeres fuldt ud.

Med nærværende artikel præsenteres Pantons syn på det kultiverede smagsbegreb og det biologiske begreb om velvære. For Panton handlede det om at omgå den gode smag til fordel for velvære. For ham var smagen betinget af et velvære, og måske derfor fremstår Panton anderledes og alene blandt sine samtidige design- og arkitektkollegaer. I en sundhedskrise, hvor vi står over for en mulig ændring i sociale praksisser, presser Pantons insisteren på det kropslige og umiddelbare sig på som en bevægelse, der skubber sociale normer. Og dermed, i den æstetiske forståelse, smagen tilbage i en position, som er betinget af velvære i højere grad, end den har været længe.

Om den gode smag også er en følelse af velvære, peger Panton på en begrebsudvidelse, der forbinder det æstetiske indtryk med sundhedsrelaterede livsfænomener som velvære. Med afsæt i Pantons kreative proces er det nærliggende at spørge til, om en sundhedskrise kan skubbe os i en retning, hvor vi tænker helhed og sanser som nøglebegreber for vores liv.

Om artiklen:
Artiklen er peer-reviewed og gengives her med tilladelse af Trapholt og Verner Panton Design AG