Hvad sker der, når man sidder i et af Statens Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk og design? Får man faglige indsigter, man ikke ellers ville have fået? Bliver man klogere på feltet, når man som udøver træder ud af værkstedet og op i helikopterperspektivet? Eller bliver man frustreret over, at der er for mange gode ansøgninger og for få penge at dele ud af? Alle spørgsmålene er relevante og svarene ditto. Det er nemlig virkeligheden for dem, der sidder i enten projektstøtteudvalget eller legatudvalget.
Ny struktur og lukning af Danish Crafts
Statens Kunstfonds Udvalg har gennem tiden haft forskellige navne og konstellationer. Den nuværende tvedeling mellem et projektstøtte- og et legatudvalg blev først gennemført i 2014. Tidligere hed det Statens Kunstråd, hvor man havde et tremandsudvalg, der sad tre år ad gangen. Dengang varetog institutionen Danish Crafts promoveringen af dansk kunsthåndværk og design i udlandet som et særskilt greb under Kulturministeriet. I dag kan man nærmest ikke finde noget information om Danish Crafts som det magtfulde fyrtårn, institutionen udgjorde i årene 1999-2013.
Danish Crafts blev nedlagt i 2013 på grund af flere kritiske røster i feltet. En af dem var Peder Rasmussen, der var formand for tremandsudvalget i perioden 2011-13.
Peder Rasmussen: ”Danish Crafts kom alt for få mennesker til gode. Det var ofte de samme mennesker, der fik midler, og deltog i MINDCRAFT-udstillingerne i Milano, hvor en stor del af budgettet gik til fly, transport, forsikring og udstillingssted i Milano til tårnhøje priser. Oven i dette kom så diæter og hotelophold og leje af kontor på Charlottenborg og senere Amagertorv. Jeg var meget kritisk overfor det. De andre udvalg i Statens Kunstfond var allerede blevet organiseret som projektstøtte- og legatudvalg. Derudover var den internationale mediedækning, som Danish Crafts angav som væsentlig for deres berettigelse, mest livstilsmagasiner, ligesom deltagerne ikke fik synderligt meget internationalt netværk ud af det. Ledelsen i Statens Kunstfond kunne godt se, at det ikke rigtigt hang sammen, så Danish Crafts blev nedlagt, og der kom i stedet et projektstøtteudvalg og et legatudvalg. Det var det rigtige at gøre.”
Kirsten Nissen var medlem af tremandsudvalget i perioden 2005-07. På spørgsmålet om, hvordan det var at sidde i udvalget, hæfter hun sig ved, at meget har ændret sig til det bedre. Der er kommet tydeligere formidling til offentligheden, digital ansøgningsproces og oprettelsen af projektstøtte- og legatudvalg.
Kirsten Nissen: ”Uden at jeg har sat mig ind i detaljerne, ligner det, at institutionen (Statens Kunstfond, red.) har søgt at imødekomme en del af de kritikpunkter, vi som udvalg havde til den meget gammeldags og utidssvarende måde, tingene fungerede på indenfor institutionens døre.
Det handlede bl.a. om det store fysiske arbejde med at gennemlæse ansøgninger, da det var før digitaliseringen. Især fordi vi var to, der boede på Ærø og i Stockholm. Jeg fik fornemmelsen af, at personalet var vant til udvalgsmedlemmer, som boede i Københavnsområdet og lige kunne kigge forbi kontoret.
Det var svært at håndtere projekter med mange involverede, og det var komplet indviklet, hvis nogle af parterne ikke var danske statsborgere. På den tid søgte mange kunsthåndværkere og designere sammen i fællesskaber eller i gruppeprojekter, og interesserede sig for at interagere med udenlandske kolleger, men strukturen i Statens Kunstfond var oprindeligt skabt til at finansiere arbejdsperioder for danske enkeltpersoner. Det har heldigvis ændret sig nu.”
Inhabilitet og magt
Når man arbejder for Staten har man en magt, der fordrer, at man bruger den rigtigt. Der er love og armslængdeprincipper, så inhabilitet holdes på lavest mulige niveau. Det er vitalt for, at en konstruktion som Statens Kunstfonds forskellige kunstneriske udvalg kan fungere. For alle kender alle, og det kan være svært at administrere at være fagfælle eller kollega og fordele midler, som de fleste i det kunstneriske felt pinedød har brug for.
Det er sårbart og kan være yderst følsomt. Hvordan balancerer man at være den rigeste i rummet, som Peder Rasmussen formulerer det, når du sidder i et udvalg, der har penge til at købe værker og præmiere udstillinger?
Peder Rasmussen: ”Selvfølgelig giver det magt at sidde i et Udvalg. Du er jo den rigeste i rummet til alle ferniseringer. Og fra blot at have været kollega bliver du pludselig en, alle vil tale med. Magt og visioner er to sider af samme sag. Og man skal ville noget med at sidde i et udvalg.
Jeg var formand for et udvalg, hvor arkitekt og smykkekunstner Katrine Borup og designer Hans Christian Asmussen var med. Når vi behandlede ansøgninger og købte ind, rettede vi ind efter Kunstfondens habilitetsklausul. Man skulle simpelthen på forhånd meddele, hvem man var tætte venner med i miljøet. Når deres ansøgning så kom op, trådte man udenfor døren, mens behandlingen stod på. Sådan gjorde vi alle på skift – men det var ikke altid sjovt, når kolleger, der måske havde forventet lidt positiv særbehandling gav udtryk for deres skuffelse. Nogle blev faktisk ret sure. Men det var selvfølgelig sådan, det skulle være.”
Kirsten Nissen husker tanker om smagsdommeri og den noget tørre kommunikation til offentligheden. Hun fortæller:
”Bag den meget lavmælte formidling lå nok flere overvejelser. En overvejelse var nok at give tremandsudvalgene arbejdsro.
Armslængdeprincippet betød, at det var kunstfaglige personer, der udgjorde de suverænt beslutningstagende tremandsgrupper. Rotationsprincippet resulterede i, at der skiftedes helt ud hvert tredje år (i dag skiftes der hvert fjerde år, red). Udvalgene arvede ikke noget fra et tidligere udvalg. Derfor kan det forekomme naturligt, at hvert enkelt udvalg skulle have arbejdsro, men den neddæmpede formidling fremmede også fornemmelsen af eksklusivitet, og kunne fortolkes som smagsdommeri.
En anden overvejelse, som flere i kunstmiljøet talte om var, at Statens Kunstråds (nu Statens Kunstfond) penge skulle gå til at støtte kunstnerne, ikke til formidling. Mange kunstnere oplevede, at de medvirkede til at brødføde en hær af leverandører, formidlere og personale i kulturelle institutioner, mens de selv fik meget lidt.
Nutidens formidling på Statens Kunstfonds hjemmeside er en helt anden end dengang, både i forhold til dokumentation og formidling af Kunstfondens virke. Den er åben, inviterende, farverig, grundig og giver fyldige præsentationer af personer og projekter, der har modtaget støtte.”
Manglen på udstillingssteder
Da Peder Rasmussen sad i Udvalget, havde de ambition om at se ALLE udstillinger i hele landet. Problemet var bare, at de fleste udstillinger befandt sig i og i nærheden af København.
Peder Rasmussen: ”Der var aldrig noget i Aalborg, en enkelt gang var der en udstilling i Odense. Der var så mange steder i Danmark, hvor der ikke skete noget på området. Det var forbavsende skævt, hvor udstillingerne foregik, selv hvad angik museerne. Det var overraskende.”
At drive et udstillingssted bliver hurtigt spist op af husleje og lønninger, og derfor eksisterer de nærmest ikke. Der skal fundraises konstant og drives kommerciel virksomhed ved siden af for at dække driftsomkostningerne, som der ikke kan fundraises til. Det er ’hard core’. Det er derfor området bør have en statsstøttet kunsthal, som allerede findes indenfor fx billedkunstområdet. Anne Blond bekræfter tendensen med de manglende etablerede udstillingssteder for området.
Anne Blond: ”Der er nærmest ingen udstillingssteder for kunsthåndværk og design. Kun nogle mindre platforme, som måske ikke er der til næste år. Det er noget l… for området.
Designmuseet havde på det tidspunkt fravalgt at vise småudstillinger med nye værker af kunsthåndværkere eller designere. Men det var der brug for på samtidsscenen.
Vi prøvede at lave en pulje for gallerier og platforme til at skabe udstillinger, hvor der kunne søges til planlægning og udstillingsrækker, men det var svært, og jeg tror kun, vi modtog seks ansøgninger i alt.”
Keramiker Morten Løber Espersen sad i projektstøtteudvalget fra 2014-2017. I hans udvalg skrev de et åbent brev til Kulturministeren med flere tusind underskrifter for at påpege den store efterspørgsel på en kunsthal. Han fortæller:
”Vores udvalg har forsøgt at påpege den store mangel på en kunsthal for området, og venter stadig på svar. Andre kunstneriske områder har allerede flere udstillingsplatforme, så det er et helt reelt ønske at få adgang til at vise det, der sker på området nu.”
Workshops, strategi og megatrends
Hvordan bliver man klædt på til arbejdet i udvalgene? Flere af medlemmerne er vant til en hverdag på værkstedet sammen med deres materiale, og nu skal de pludselig udvikle strategier, forholde sig til kunstnerisk kvalitet og bedømme kollegaernes arbejde. Det kan være lidt af en mundfuld.
Anne Blond fortæller, at hendes udvalg blev sendt på strategiworkshop, hvor de bl.a. skulle tale om kunstnerisk kvalitet og komme frem til et fokus for deres udvalg. De koncentrerede sig bl.a. om fagnørderi forstået som forankring i håndværket, modet til at gå nye veje og relevans i bredest mulige forstand, men deres udvalg forbeholdt sig også retten til at udfordre definitionerne løbende.
Anne Blond uddyber: ”Vores definition af kunstnerisk kvalitet skulle bruges i vores arbejde med ansøgningerne. Mit udvalg var fokuserede på skellet mellem kunsthåndværk og design, og jeg var som leder meget opmærksom på at bygge bro mellem de to positioner, som to sider af vores udvalgsarbejde.
Det, der kunne forene os var, at kunsthåndværk ikke er en mindre del af billedkunst. Vores ambition var at få projektstøtteudvalgets raison d’être til at lyse kraftigt op og kom frem til, at kunsthåndværk og design er Danmarks superpower.
I Det Internationale Kulturpanel, hvor projektstøtteudvalgslederne automatisk sad, var det besluttet, at USA og Tyskland var kulturindsats-lande i perioden. Hvis vi lagde os i slipstrømmen af de tiltag, havde vi nogle begivenheder, der kunne åbne døre. Derfor valgte vi primært USA som indsatsområde, men gjorde også en del ud af Tyskland”.
I det udvalg, Morten Løbner Espersen var en del af, vægtede de den kunstneriske kvalitet som altafgørende parameter.
Morten Løbner Espersen: ”Vores megatrends? Det skulle være kunstnerisk virkelig godt. Vi skulle have lyst til, at det fandtes i verden. Vi holdt os fri af tematiske overskrifter. Kunstnerisk kvalitet var overskriften – og i min optik er en tematisk ramme en unødig indblanding i kunstnernes virke, der tvinger en agenda ned over hovedet på deres arbejde. Det presser dem til at lave en ansøgning, der tilpasser sig et tema. Det synes jeg er dybt forfejlet og forkert. Man bør ikke styre den kunstneriske udvikling på den måde.
Den største satsning vi havde, var et Japan-udvekslingsprogram. Alle i vores udvalg havde været i Japan i løbet af deres karriere og var fascineret og inspireret af japansk håndværk og traditioner. Derfor ville vi gerne styrke alliancen med Japan og det håndværksmæssige og oprettede en pulje til det. Vi tog også initiativ til en stor udstilling på museet i Kanazawa om dansk design og kunsthåndværk. Mange udøvere fik midler til at rejse ud og arbejde, udveksle med ligesindede og opholde sig på residencies.”
Selvom man som udvalg har en strategi eller en ambition for det arbejde, man ønsker at farve sit udvalg med, kan verden stå i vejen. Som en Covid-pandemi, der i den grad udfordrede det udvalg, Anne Blond var leder for, og lagde størstedelen af deres udenlandske initiativer i graven.
Anne Blond: ”Vores ønske om at sende flest mulige ud at rejse, blev dels udfordret af, at der kom fokus på bæredygtighed som et tværfagligt tiltag besluttet af bestyrelsen, hvor en af de ting, man helst ikke skulle, var at rejse med fly. Derudover kom Corona med lock down og blev en force majeure situation, som vi var nødt til at tage os af. Rigtig mange kunsthåndværkere manglede deres levebrød – hvad kunne vi gøre for dem?
Vi fik den idé at sætte midler af til alt det, de udøvende manglede. Som at få lavet ordentlige billeder, etableret hjemmesider og skabt lødige tekster, der formidlede deres praksis. På den måde kunne de udvikle og raffinere deres platform, så de blev synlige i den digitale sfære, der nu var blevet enorm vigtig. Det havde vi succes med.
Jeg er stolt af, at vi fandt en løsning og fik formidlingsdelen for området højnet igennem puljerne. Det var sundt at skulle gentænke det hele.”
Kunstnerisk kvalitet og valget af ansøgere
Udvalgene bestemmer selv, hvordan de fordeler midlerne. For det meste handler det om den kunstneriske kvalitet. Men udfordringen er kompleks, for hvis det kun handler om kunstnerisk kvalitet er der nogle områder af feltet, som ikke ville få tildelt særlig mange midler. Og et statsligt organ bør vel vægte hvert område i feltet ligeligt? Eller bør man?
Morten Løbner Espersen fortæller: ”Noget af det der var væsentligt i vores udvalg, når vi diskuterede ansøgninger, var fornemmelsen af, at det her er interessant. Her er der noget på færde: En vild idé, en risikovillighed eller et eksperiment, vi havde lyst til at støtte.
Det kan lyde banalt, men det er usædvanligt svært at forklare, hvad det er, der gør, at en ansøgning rykker. Det er en fornemmelse, når man ser en sammenhæng mellem billeder og tekst. Sammen kan de et eller andet, som man bliver nysgerrig på – måske er der et skifte på vej hos udøveren – justeringer og forandringer, der gør tingene levende. En udvikling, hvor udøveren gradbøjer sig kunstnerisk og udfordrer sig selv. Vi kan ikke afgøre, om det kommer til at lykkes, men vi stoler på vores fornemmelse. Her er en nerve. Det vil vi gerne hjælpe til med, så den fortsat kan udvikle sig.
Er det smagsdommeri? Nej, for vurderingen er baseret på kvalitet og viden opsamlet gennem mange år på tværs af udvalget. Det er interessant, hvor enige vi var i vurderingerne, selvom vi var fem meget forskellige mennesker med forskellige baggrunde og blik på, hvad der er kunstneriske godt. Vi var enige i de beslutninger, vi tog.”
Et andet aspekt er beløbsstørrelsen, for hvis du tilgodeser flest mulige, bliver beløbene så små, at der ikke er noget tilbage efter Skat.
Og så kan det være lige meget, mener Peder Rasmussen, der i hans udvalg indførte en minimumsgrænse:
”Ansøgningerne handler mere om at blive enige om, hvem der skal have og hvor meget. Vi satte en bundgrænse for uddeling, en minimumsgrænse, så folk der modtog legater seriøst kunne mærke det.”
Anne Blond medgiver, at det er aktuelt dilemma: ”Set i bakspejlet smurte vi måske lidt for bredt ud. Det er en svær balance. Du har en nyuddanet illustrator, der søger midler til en lille udstilling. Hvorfor ikke støtte vækstlaget? Det er vigtigt. Der var en tydelig fornemmelse af at keramik var det stærkeste felt ¬– også internationalt. Tekstilkunstnerne bed dem i hælene – og det var klart de to fagområder, vi fik flest kvalificere ansøgninger fra.
Men betyder det så, at vi kun skal dyrke de to områder? Fordi det er her, der er mest kunstnerisk kvalitet? Eller er der også en forpligtelse til at få de andre fagområder med? Selvom de ansøgte projekter ikke var lige så gode? Derfor kan det ikke kun handle om kunstnerisk kvalitet. Det bliver for ensidigt, ligesom vi hele tiden fik analyser, undersøgelser og pres fra administrationen om, at vi også skulle kigge på geografi og kønsfordeling blandt ansøgerne.”
Det, man får udrettet
At sidde i et af Kunstfondens to udvalg kan give en fornemmelse af at være med til at gøre en forskel. Det er en tilfredsstillende fornemmelse, hvis man etablerer nye initiativer, der viser sig at være langvarige og afgørende for feltet på en positiv måde. Men det kan også være frustrerende, fordi det statslige system kan være trægt og ikke mindst politisk. Kirsten Nissen husker tilbage på nogle af de tiltag, hun er gladest for at have været med til at udvikle som Smykkeskrinet i 2007, der stadig eksisterer i dag.
Kirsten Nissen: ”Vi tog initiativ til et projekt omkring smykker, der jo skal ses på kroppe i bevægelse. Vores projekt ”Smykkeskrinet” blev til en udlånsordning, der nu kaldes ”Vores Smykker”. Projektet var tænkt som et pilotprojekt i forhold til ønsket om, at Kunstfondens indkøbte brugsgenstande kunne få liv ved at blive taget i brug i offentlige sammenhænge.”
Morten Løbner Espersen medgiver følelsen af tilfredshed over små skridt fremad, når man fx ser, at yngre udøvere, man har været med til at støtte, har fået fart på karrieren.
Morten Løbner Espersen: ”Det er en god følelse, at vi har været med til at ’se’ kunstnere, som har rykket sig efterfølgende. Det er ikke kun pengene fra Statens Kunstfond, der gør forskellen, for de allerfleste arbejder videre, selvom de ikke fik støtte.
Kunstfonden hjælper, men dybest set er det udøvernes enorme vilje, der gør, at tingene flytter sig. Uden Statens Kunstfond ville det blot gå langsommere. Nogle bliver støttet det ene år, og ikke støttet af det næste udvalg.
Der er så mange ansøgere. Og det er det hårde ved at sidde i et af udvalgene. For der er så få penge, at man skal have tættekammen frem. Man er nødt til at være demokratisk i sin støtte; ”du fik sidste år og forrige år, så du kan ikke få midler igen i år”. Feltet er stort og skal støttes bredt.
Tænk på alt det, der kunne ske, hvis der var seriøse penge? Området har i virkeligheden brug for ti gange så mange midler, og det er små penge, der bliver delt ud, hvis man sammenligner med andre kunstneriske brancher som film og skuespil.”
Peder Rasmussen tænker stadig på én ting, som hans udvalg ikke lykkedes med:
”Det lykkes os ikke at få kunsthåndværk og design med i det offentlige udsmykningsudvalg. Det er jo indlysende åndsvagt, at det kun er billedkunstnere, der skal sidde der. Kunsthåndværkere er mindst lige så berettigede. Og ingen billedkunstnere giver opgaver til kunsthåndværkere.”
Kunsthistoriker og kurator Anni Nørskov Mørch er udvalgsleder netop nu i Projektstøtteudvalget, og fortæller her om vilkår for kunst i det offentlige rum.
Anni Nørskov Mørch: ”Statens Kunstfonds puljer til kunst i det offentlige rum kan søges af statslige, regionale og kommunale institutioner samt i særlige tilfælde private institutioner. De projekter, som siden realiseres, kan engagere kunstnere fra hvilken som helst af kunstformerne scenekunst, litteratur, musik, kunsthåndværk og design, billedkunst, arkitektur, film og tværgående kunstformer.
Da det er politisk besluttet, at denne opgave skal ligge hos Legatudvalget for Billedkunst er det repræsentanter for denne ene kunstform, der vurderer ansøgninger, udvikler og informerer om puljerne og indgår i samarbejder med bygge- og anlægsprojekter om kunst i det offentlige rum.
Anni Nørskov Mørch: “Legatudvalget for Billedkunst kan samarbejde om specifikke projekter i det offentlige rum med udvalg for andre kunstområder i Statens Kunstfond. På dit spørgsmål, om denne opgave kan placeres i et fast tværkunstnerisk udvalg, er svaret, at det ville kræve en lovændring.
De enkelte projektstøtteudvalg inden for de forskellige kunstformer kan vælge at prioritere egne midler til projekter i det offentlige rum, sådan som vi i Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design (2022-25) har valgt at gøre det med indretningen af venteområder på Middelfart Nærhospital i samarbejde med Middelfart kommune.”
Læs også: Et venteområde man har lyst til at være i
Anni Nørskov Mørch: “Dette og mange andre eksempler på designere og kunsthåndværkeres kunstneriske og designprocessuelle bidrag til kunstprojekter i det offentlige rum har kun bekræftet os i, at der i det tværkunstneriske og blandt kunsthåndværkere og designere er store potentialer for at udvikle fælles rum, der tilbyder brugerne høj kunstnerisk kvalitet og den omsorg for konteksten, som netop kendetegner kunsthåndværkere og designeres spændvidde.
I Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design (2022-25) kan vi derfor kun opfordre til, at ansøgerne til Statens Kunstfonds puljer til kunst i det offentlige rum engagerer kunstnere fra alle kunstformer, herunder naturligvis kunsthåndværk- og designområdet”.
Det kræver altså en lovændring, hvis kunsthåndværk og design skal sidde med ved bordet, så kampen er endnu ikke i mål, men ovennævnte initiativ er et skridt i den rigtige retning.
Symposium
Statens Kunstfond inviterer til Symposium 2025: Sans for Samfund i Middelfart den 8.-9. oktober. Her præsenteres udvalgets Middelfart-projekt, og der er også mulighed for at besøge Middelfart Nærhospital.
Fremtidens lange træk
Hvordan ser fremtiden ud for Statens Kunstfond? Med det aktuelle politiske klima i USA, kan det give stof til eftertanke i forhold til, hvor afhængige og følsomme kulturelle tiltag er overfor det politiske klima.
Internt i Statens Kunstfond bliver der også arbejdet på den lange bane, og Anne Blond husker, at det i hendes udvalgsperiode blev vedtaget, at der skulle fokuseres tværfagligt på bæredygtighed. Den beslutning blev truffet i bestyrelsen og var i sandhed et fremtidigt langt og sejt træk, hvor de kunstneriske tiltag og projekter skulle tænke bæredygtighed ind i deres ansøgninger.
Et nyt tiltag hos Statens Kunstfond har bl.a. været en nedskæring i administrative medarbejdere, hvor en større del af projektledelsen fremover skal ligge internt i projekterne. Et andet tiltag er, at det nu er muligt at søge om at blive en del af udvalgsarbejdet via et Open Call. Tidligere blev man udpeget. Nu består udvalgene både af udpegede og selv-ansøgere, og det greb åbner for en mere mangfoldig pulje af medlemmer i udvalgene.
Morten Løbner Espersen: Om udvalgsmedlemmer bliver udpeget eller ansøger om at sidde i et udvalg, tror jeg ikke gør nogen forskel. Alle tager arbejdet alvorligt og gør det med størst mulig finfølelse og respekt”.
Kirsten Nissens udvalgsperiode var de markant præget af det politiske klima:
”Jeg sad jo i udvalget under flere Fogh-regeringer, og allerede inden havde Fogh lanceret sin kamp mod smagsdommeri og skepsis mod Statens Kunstfond. Det resulterede i, at Kulturministeren i min periode 2005-2007 udpegede et udenlandsk medlem i alle tremandsudvalg, og det var interessant at have et fremmed blik på arbejdet. Som jeg husker det, var bæredygtighed, digitalisering og globalisering store emner, mens der i Sverige også var dagsordner præget af politisk korrekthed, feminisme – og det vi senere har lært at kende som Woke-kultur.”
Fakta om Statens Kunstfond
Statens Kunstfond er en statslig fond, der blev oprettet i 1956 under Undervisningsministeriet med det formål at fremme den billedkunstneriske udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg.
Siden 1961 har Statens Kunstfond hørt under Kulturministeriet.
I 1964 afløstes den oprindelige fond af en ny med samme navn, men med det videre formål at fremme dansk skabende kunst, dvs. billedkunst, litteratur og musik. Først 3 år senere kom kunsthåndværk med.
Fra marts 1970 og frem har der eksisteret udvalg for Kunsthåndværk og Design (Kunsthåndværk- og Designudvalget).
I 2012 blev der indgået en ny politisk aftale om en kunststøttereform. Statens Kunstråd blev nedlagt og rådets udvalg blev overflyttet til Statens Kunstfond. Dette indebar at loven om billedkunst udvides med arkitektur, kunsthåndværk og design, som herved får mulighed for at søge projektstøtte på linje med de øvrige kunstområder.
Kunsthåndværkerne Cecilie Bendixens og Laura Barüels Tusindbentelt. Udarbejdet for Statens Kunstfond. 2023. © Michael Bo Rasmussen / Baghuset.
Tema: Magtens Korridorer
Formkraft finder den skarpe lygte frem, og belyser hvilke rammer, der er med til at definere samtidens kunsthåndværk- og design. Temaet Magtens Korridorer undersøger systemer, strukturer og valg, der påvirker kunsthåndværk- og designfeltet.
Læs også..
Kunsthåndværket kom med i Statens Kunstfond under store protester
Genpublicering. Bent Salicaths artikel fra 1969 er værd at genbesøge. Han peger b.la. på, at det fundament Statens Kunstfond blev bygget på fra begyndelsen var ulige kunstarterne imellem. Med bidende ironi slår han ned på uretfærdigheder og misforståelser omkring kunsthåndværk og arkitektur. Meget har heldigvis ændret sig siden dengang, men noget er fortsat skævt.
Mindcraft og verden er et andet sted
Mindcraft blev udviklet i 2008 med ambitionen om at sætte dansk design på verdenskortet. På 13 år er den ambitionen indfriet til fulde, og særligt udstillingerne i Milano har været med til at skubbe dansk kunsthåndværk og design frem i bussen. I 2019 overgik konceptet til Copenhagen Design Agency, der har fornyet og udviklet formatet. Vi har talt med dem om Mindcrafts betydning, den digitale udvikling og fremtidens udstillingsformater.
